Helt af sig selv

 Hej igen.

Tak for jeres hjælp. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men nu kan jeg også se min blog. 

Det er hverken hver eller hver anden dag, at jeg kigger forbi, men to gange i år, hvor jeg tilfældigvis har kikket forbi, har jeg ikke kunne finde bloggen og den skriver, at der ikke er forbindelse til serveren.

Jeg har prøvet ad omveje, genveje og smutveje, men ingen af vejene har virket. 

Vejen til at lægge billeder ind på sædvanlig vis, virker stadig ikke og dette er lidt besværligt og det gav da lige anledning til at prøve sig frem og prøve noget nyt og prøve sig frem.

Faktisk nåede jeg at skrive til google, som åbenbart står i ledtog med blogger, men jeg fik ikke svar, men en anden sød blogger, skrev til mig, at jeg havde fået kommentarer og det kunne jeg så også se i min mailpost.

Men nu kan jeg se den og det har I andre åbenbart kunnet hele tiden. 

Tak for hjælpen.

Jeg håber, at det vil fortsætte med at virke og faktisk håber jeg også lidt at jeg kan komme ind i vanen med at skrive lidt dagbog igen. 

Jeg ville være lidt ked af at miste min dagbog gennem et helt årti; faktisk mere end et årti og det har da sat nogle tanker i gang om, hvordan jeg kan sikre mig.

Har I andre gjort noget?

Hej derude

 Hej derude.

Er der nogen, som gider/ vil lægge en kommentar, hvis de/ du kan se mit opslag?

Jeg kan ikke selv komme ind på min blog og se den og kan ikke finde ud hvorfor

Underlig opførsel

 Det er altså meget underligt, man / jeg så ofte ikke selv kan gå ind og se bloggen. 

Der står at der ikke kan oprettes forbindelse. 

Jeg prøver at skrive et par sætninger for at se om det kan oploades.

Hvis nogen ved, hvorfor det sker igen og igen,  må de/ du da gerne give mig et praj

Påskemusik

 I rigtig mange år tog jeg det som det naturligste at jeg var med som frivillig til både det ene og det andet. Jeg tog billeder under ACR og for Arctic Sounds. 

Så sker der et eller andet, man er syg eller man kommer ikke med af en eller anden grund og så får man lidt smag for den frihed, der også er ved bare at være tilskuer og uden forpligtelser.

De sidste par år har jeg kun meldt mig, som frivillig til musikfestivallen og til forskel for de andre år, har jeg på forhånd sagt, at det ikke er alle koncerterne, som jeg kan fotografere til. Det er fint, for det giver lidt luft til også at mærke at der er feriedage og at der kan slappes lidt af. 

Nu er det jo ikke anstrengende at være frivillig på den måde, men jeg har brug for at kunne disponere mere frit over min tid for øjeblikket.

I onsdags kørte vi ind til nogle musikere, der har taget den lange tur på slæde fra Kangerlussuaq og herud med overnatninger undervejs, hvor de har skrevet musik sammen. 

( klik på linket og læs om turen )

Vi kørte ud til den hytte, som de lå i i onsdags. 

Jeg var med for at tage billeder, Laura var med som chaffør for hende, der skulle lave indslag på de sociale medier og vi var i alt  6 scootere. 

Der var overskyet og på fjeldtoppenen var der tæt med skyer, sne og white-out, men vi havde en god tur, hvor musikerne spillede og sang de sange, som de havde skabt i fællesskab på turen for os.

I går skulle de selvsamme musikere ankomme byen og jeg kørte dem i møde for at kunne tage nogle billeder af dem på slæden, og vejret var bare så godt.

Et par timer efter deres ankomst, kunne vi tage plads i kulturhuset Taseralik og høre deres fine sange een gang til.

Jeg ved ikke om det kommer til at ske, men især een af sangene, håber jeg bliver indspillet, så man kan høre igen og igen.

Vi fortsatte med at lytte til musik på Råstofskolen, som under musik-festivallen, naturligvis er omdøbt til School of Rocks.

Du kan gå ind på Arctic Sounds facebook-side og se flere billeder, se og høre indspilninger og måske mærke stemningen, som er hyggelig og god og hvor det emmer af musik og glade mennesker

Reparations-tænder

 I eftermiddags, da jeg sad lige så stille i bilen, kunne jeg pludseligt mærke, at der skete noget inde i min mund.. altså at noget ændrede sig, og da jeg mærkede efter med tungen, kunne jeg mærke, at en stor flig af tanden ved siden af hjørnetanden i undermunden, var røget af.

Der er kun 1 tandlæge i byen. 

Jeg krydser så meget fingre for, at når jeg går op på tandklinikken i morgen tidligt, at jeg bliver taget ind og at der kan gøres noget.

Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg var oppe og få lappet nogle fyldninger, som var røget noget af og nu er det lidt af tanden på en anden tand. Det går ikke så godt med de gamle fyldninger fra 70', 80'-erne og 90'-erne. 

Holdbarhedsdatoerne er ved at være overskredne.

Jeg skal da lige love for, at man er kommet i reparationsalderen.

Heldigvis gør den ikke ondt på den skrækkelige måde, men den er meget, meget træls, takket og ru og er øm, så noget skal der ske.

Vi tankede snescooterene og kørte os en tur ud i baglandet i den strålende sol. 

Jeg kan hverken gøre fra eller til, så vi kunne ligeså godt få noget godt ud af eftermiddags-resterne og det fine vejr.

Sidste forår, - allersidst på sæsonen købte jeg den orange Arctic Cat med dobbeltsæde fordi jeg så ofte var frustreret over, at vi ikke kunne tage nogen med os, når vi skulle ud. Når børnene var her på denne årstid var det nogen gange lidt af en logistisk opgave at få det hele til at gå op i en højere enhed, hvis vi ville ud og da "den orange cat" blev sat til salg, slog jeg lidt impulsivt til. 

Min plan var at forsøge at sælge min lille Yamaha phazer, men jeg kan ikke få alverden for den og jeg er ret glad for den, så den får lige lov at blive lidt endnu. 

Vi kørte ud til ACRs kommende camp, men det var for tidligt på dagen til at der var liv og det ligner sig selv.

På vej hjem til byen, bliver jeg altid ramt at skønheden ved denne udsigt. Jeg ved at der er rigtig mange andre, som også lige sænker farten og nyder det smukke syn. 

Vi kørte op på en lille fjeld for at se en anden udsigt og dernede er "benbrækkeren" hvor vi kører til på hundeslæde meget, meget ofte. 

Så sent som i søndags efter vores hyttetur, kørte vi derud.

Når man vender sig om og kikker tilbage på den tur man lige har kørt, ser man fjelde så langt øjet rækker og man står i den dybeste stilhed. 

Det giver en indre ro, som man ikke finder ret mange andre steder.  

Eller sådan er det ihvertfald for mig.

Dernede ligger Sisimiut. 

Til højre er Asummiup Qaqqaa / Præstefjeldet og denfor vores landingsbane. 

Man kan lige akkurat ikke se landingsbanen.

Jan døjer med nældefeber, hvor huden bliver kold. Det er mest temperaturforskelle og det handler ikke altid om, om det er koldt, for han får det også om sommeren, når vi fx. er ude og sejle. 

Han fik det på håndleddene og han står og klør sine håndled. Det går heldigvis hurtigt over, når han kommer ind i varmen, men det er ulideligt, når det står på.

Laura <3